Vedtægter

§1

Stiftet første gang den : 1.11.1991 som en del af LIF, LBBK og BR66. Beliggende på adressen: Langeskov Hallerne, Børmosevej 3, Langeskov Hjemsted er Kerteminde kommune.
Selvstændig forening fra 1.april 2004.

§2

Organisationer:
Foreningen er medlem af Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, og dermed underkastet disses regler og vedtægter.

§3

Foreningens formål er:
Ved forpligtende fællesskab og fælles ansvar for foreningen,

  • at varetage sportslige interesser og styrke fællesskab
  • at tilbyde:
  • fysisk træning
  • styrketræning
  • rygtræning
§4

Medlem:
Som medlem i Motionscenteret kan optages enhver der er fyldt 14 år. 14 og 15 årige medlemmer skal have godkendelse af en forældre samt en fra bestyrelsen eller en instruktør for at kunne træne/gæstetræne i motionscenteret. Personer over 16 år må gæstetræne.

Personer under 18 år skal have forældres eller anden økonomisk værges underskrift for at kunne tegne medlemskab.

Optagelse i foreningen sker elektronisk via foreningens hjemmeside og medlemmer binder sig for en fast periode der er fastsat af bestyrelsen. Medlemskontingent/træningsgebyr og opkrævningsform fastsættes alene af bestyrelsen.
Indgået medlemsskab er gældende, indtil det opsiges af Langeskov Motion og Fitness eller medlemmet. Opsigelse kan ske med 1 måneds varsel til udgangen af en måned. Opsigelse af medlemsskab, fornyelse og sletning af kortoplysninger foretages via Medlemslogin fra foreningens hjemmeside. Ved kortudløb kommer der automatisk en mail med påmindelse om, at kortoplysninger skal fornyes. Den månedlige medlemspris er oplyst ved aftalens indgåelse og kan fra Langeskov Motion og Fitness ændres med et varsel på 45 dage til udgangen af en måned. Der reguleres ikke for forudbetalt kontingent. Varsel fremsendes til den e-mail adresse, der er oplyst ved opstart/køb af abonnementet.

§5

Medlemskabets ophør:
Udmeldelse skal ske skriftligt med 1 måneds varsel til den 1. i en måned.

Bestyrelsen kan på eget initiativ udelukke et medlem, når der foreligger en særlig grund dertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.

Som medlem af foreningen er misbrug og brug af stimulerende midler og anabolske steroider eller anden form for doping forbudt. Bevist overtrædelse af dette forbud medfører omgående bortvisning, og anmeldelse til DGI.

§6

Bestyrelse:
Foreningens bestyrelse vælges på generalforsamlingen og består af min. 5 medlemmer og op til 7 medlemmer, som konstituerer og supplerer sig selv, hvis der ikke er valgt suppleanter.
Alle valg gælder for 2 år af gangen. Herudover vælges 2 suppleanter for 1 år af gangen.
Såfremt bestyrelsen består af 6 medlemmer eller der på bestyrelsesmøder alene er lige antal fremmødte bestyrelsesmedlemmer, tæller formandens stemme dobbelt.
Alle over 18 år, og som interesserer sig for Langeskov Motionscenter, er valgbar til bestyrelsen. Bestyrelsen har mulighed for at nedsætte arbejdsgrupper og ad hoc-udvalg efter behov.

§7

Regnskab:
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

§8

Hæftelse:
Foreningens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for de af foreningens indgåede forpligtigelser, for hvilke alene foreningen hæfter med den respektive formue. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

Ved optagelse af lån eller salg tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

§9

Generalforsamling:
Indkaldelse til generalforsamling skal ske med mindst 2 ugers varsel. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen, og der skal afholdes generalforsamling hvert år i februar måned.

Forslag der ønskes behandlet skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen. Kun fremmødte medlemmer, der er fyldt 18 år, har stemmeret. For at opnå stemmeret skal der være betalt medlemskontingent den 1.1. i det år generalforsamlingen afholdes, og man må ikke være i restance.

Instruktører og bestyrelse opnår automatisk stemmeret.

Skriftlig afstemning skal foretages, hvis begæring herom fremsættes.

På generalforsamlingen afgøres alle valg ved almindelig stemmeflertal.

Ved vedtægtsændring kræves dog 2/3 stemmeflertal.

Sekretæren fører protokol over vedtagne beslutninger.

§10

Dagsorden på generalforsamlingen
På den ordinære generalforsamling behandles følgende:

  • Valg af dirigent.
  • Aflæggelse af beretning.
  • Forelæggelse af det reviderede regnskab.
  • Behandling af indkomne forslag.
  • Valg af bestyrelse og suppleanter.
  • Valg af revisorer og suppleant.
  • Eventuelt.
§11

Ekstraordinær generalforsamling:
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når et flertal i bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.

§12

Tegning:
Foreningen tegnes ved underskrift af formanden. Ved økonomiske dispositioner tegnes foreningen af både formand og kasserer.

Ved familiesammenfald mellem formand og kasserer, skal økonomiske dispositioner over 5.000,00 kr., godkendes af kasserer og en fra bestyrelsen.

§13

Foreningens opløsning:
Forslag om foreningens opløsning kan kun vedtages på en generalforsamling, såfremt mindst 2/3 af de samlede stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor.

Er der ikke mødt tilstrækkeligt antal medlemmer, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, som da er beslutningsdygtig ved almindeligt stemmeflertal uanset antallet af stemmeberettigede deltagere.

 

Foreningens midler deponeres ved Kerteminde Kommune til brug ved en eventuel ny forening med samme formålsparagraf, med mindre den sidste generalforsamling beslutter sig for, at anvende midlerne til aktiviteter for idrætten i Langeskov.

 

Vedtaget på generalforsamlingen den 17.2.2015

 

Dirigent:
Arne Lind


Copyright © 2018 Langeskov Motionscenter